Birkholm ligger i det sydfynske øhav mellem Tåsinge og Ærø, lidt syd for Hjortø. Det er en lille ø på 95,8 ha, - ca 2 km på den længste led og lige under 1 km på den anden led.
Der er 19 ejendomme på Birkholm, 18 helårsboliger og det lille forsamlingshus. Idag bor der reelt kun 5 mennesker på øen, hvoraf de to arbejder på Fyn, to er fiskere og den sidste fører postbåden der hver dag sejler til Marstal og tilbage igen, - 2 gange i sommerhalvåret.
Mine forældre købte i efteråret 1997 en landbrugsejendom på Birkholm, og her startede min interesse for det lille øsamfund.

Det var en kold men solrig dag i oktober, da jeg første gang tog til Birkholm for at se vores nyindkøbte ejendom, Vestergård. Vi nærmede os øen fra nordøst siden i en gummibåd, - den korteste vej til Birkholm går fra Skovballe på Tåsinge. Vi lagde til ved en lille bådebro og slæbte vores oppakning, alt indpakket i sorte affaldssække for at det ikke skulle blive vådt, ind på stranden. Op ad øens yderste dige stod en række "ø-trillebører", som vi kunne benytte til at transportere vores ting hen til vores ejendom.

Der er ingen asfalterede veje på Birkholm, og heller ingen biler, så al transport foregår til fods, på cykel, - eller pr traktor hvis man er blandt de heldige der ejer sådan en. Så snart vi kom op over det første dige kunne vi se tagene på en lille samling huse og da vi kom over inderdiget lå Birkholm by foran os. Birkholms højeste punkt - Hylsbanke - ligger kun to meter over havets overflade, så der har været god brug for digerne i tidens løb.

Det første hus vi nåede til på venstre hånd er øens forsamlingshus, og overfor ligger den smukke Kærsgaard lige ved siden af øens gadekær. Fortsætter man rundt om gadekæret støder man på det gamle postbådsførerhus, og på vejen ned til Birkholm havn passerer man den gamle skolebygning. Vi valgte at følge vejen der drejer til højre ved gadekæret og som fører til den nordlige del af Birkholm. Vi passerede Lundholm på venstre hånd, så Lindegaard til højre, forbi Fiskerhuset og den gamle købmandsbolig, og gemt bag en lille samling træer, allerlængst ude, ligger Vestergaard. Det var mange timers oprydning og rengøring der ventede os. Vestergaards forrige ejer - Hubarten (som fiskerne kaldte ham) - var alkoholiker, så det var længe siden at bygningerne var blevet vedligeholdt, og den sidste opvask var blevet taget!!
Efter den første oprydning var det dog tydeligt at der gemte sig en historie i de gamle bygninger, - tilbage fra dengang Vestergaard endnu var en slægtsgaard og da der var meget mere liv på øen. - Vi fandt en stak konfirmationstelegrammer fra 1933, bryllupstelegrammer fra 1918, fødselsdagskort, og nogle medlemskort til Birkholm ungdomsforening der blev stiftet i 1942. På loftet, mellem gamle fiskeruser, møbler og murbrokker stod den gamle smørkærne som blev brugt i starten af dette århundrede. Gårdspladsen var fyldt op med landbrugsredskaber, i laden fandt vi seletøj til de arbejdsheste der har tjent Vestergaard og på vores jord ned mod havnen ligger isbåden Smøræsken som jeg vil vende tilbage til senere.
Jeg besluttede mig for at finde ud af hvad der er skrevet om Birkholms historie, og dernæst opsøge nogle af de mennesker der voksede op på Birkholm i starten af dette århundrede, for at danne mig et billede af hvordan samfundet fungerede dengang og for at finde oprindelsen til nogle af de traditioner der stadig fejres på Birkholm idag.

Efter sigende er der fundet rester af stenalderbeboelse på Birkholm, men man afslog allerede i starten af århundredet at frede stedet. Så de fleste sten er i tidens løb blevet brugt til at bygge huse og udbedre digerne med, og idag skal man lede længe for at finde stedet hvor den gamle stendysse lå.
Den første gang man støder på navnet Birkholm (dengang Byrkholm) er i Kong Valdemar 2´s jordebog, hvor han optegner sine jagtområder. Øen er beskrevet som skovklædt og ubeboet på nær nogle få heste.
Et sagn fortæller at en mand ved navn Niels Risting i det 13. århundrede skulle have bosat sig på Birkholm. Han kan i så fald have været den føste beboer på øen.
I middelalderen hørte Birkholm under Humle sogn, men siden kirken på Drejø blev bygget omkring år 1550, har Birkholm hørt under Drejø sogn. Efter sigende skulle kirken på Drejø være bygget efter et voldsomt uvejr, der forårsagede en tragisk ulykke. Et helt dåbsselskab fra Drejø druknede på vej til kirken i Svendborg.
I 1672 blev Birkholm fæstegods under storkansler Frederik Ahlefeldt på langeland, hvor øen kom til at høre under greven i Tranekær. Det siges at selvom Birkholmerne skulle betale tiende til greven, blev de altid behandlet godt, og havde de haft en dårlig høst blev der også taget hensyn til det.
Omkring år 1760 påbegyndtes opførelsen af de første diger på Birkholm. Øen var tit udsat for voldsomme oversvømmelser, der ødelagde ejendomme, og gjorde agrene ufrugtbare flere år efter. En mand ved navn Niels Rasmussen fik overbevist Birkholmboerne om at det var en nødvendighed at bygge diger, for at beskytte den lille ø mod havets kræfter. De første diger der blevet bygget af tang var primitive og har krævet megen vedligeholdelse. Efter det yderste dige blev bygget var det muligt også at opdyrke de yderste agre, der før var ufrugtbare fordi de med jævne mellemrum blev overskyllet af saltvand. Det var en bondes pligt at vedligeholde diget ud for sin egen jord.
I løbet af det 19. århundrede blev de imponerende stendiger på øens østvendte kyst bygget. Der er intet strandskyl på denne side af øen, og derfor måtte man lave et solidt dige for at forhindre at havet æder sig længere ind i øen. De store sten blev hentet ind med hest og vogn når der var lavvande, og dernæst har man kløvet eller sprængt stenene og omhyggeligt opbygget et solidt stendige, man stadig kan se den dag idag.
I 1870 havde Birkholm 89 beboere, og det er vist det højeste antal beboere der har været på øen.
I 1872 kom den Store Stormflod. Under en kraftig novemberstorm skyllede bølgerne ind over den lille ø, - i Søby på Ærø målte man et højvande på 11½ fod over dagligt vande. Samtlige huse på Birkholm stod i vand, og beboerne måtte redde sig op på lofterne og nogle steder ud på tagene af deres huse. Man reddede nogle få ejendele, lidt mad og måske et par høns og grise med sig op på loftet, hvor man måtte gennemleve et par dramatiske nætter før havet endelig trak sig tilbage igen. Efter stormfloden var kun to af øens huse til at redde, - det som idag hedder nr 2 (første hus på højre hånd når man kommer nede fra havnen) og det gamle fiskerhus hvor man den dag idag kan se et lille kryds ridset ind i dørkarmen der viser hvor højt vandet stod. Utroligt nok gik der ingen menneskeliv til under den store stormflod, hvor størstedelen af øens husdyrbestand måtte lade livet, og hvor mange Birkholmboere mistede næsten alt hvad de ejede. De folk der havde mistet deres hjem blev stuvet sammen i de to huse, hvor de klarede sig så godt de kunne, indtil man fik genopført de andre huse. Greven af Tranekær sendte en båd afsted med mad og drikkevand, da øens brønde nu først skulle tømmes for saltvand, før man kunne begynde at bruge dem igen.
En ulykke kommer sjældent alene, - kun to år senere, i 1874 - overskyllede endnu en stormflod den lille ø. Denne gang skete der ikke så stor skade på øens ejendomme, men derimod var agrene uopdyrkelige i flere år efter den Store Saltflod som denne stormflod blev kaldt.
Efter disse to stormfloder var man enige om at udbedre de daværende diger, og det var også på denne tid at det nuværende bydige blev opført. Stormflodskommiteen bevilgede 4000 kr, og greven af Tranekær gav også tilskud til at opføre digerne. Siden dengang har havet aldrig formået at overskylle den lille by på Birkholm.
Igen i 1876 ramte en stor ulykke øen. Et petroleumslampe væltede i den daværende postbådsførers hus (det som idag kaldes "post 11"), og startede en brand der udbrændte alle øens huse på nær to. Dengang stod husene meget tæt inde i byen, og det var umuligt at redde andre end de to yderste huse, - det var igen nr 2 og det gamle fiskerhus der overlevede. Da byen blev genopført blev husene bygget længere fra hinanden, og nogle af gårdene blev flyttet ud fra byen, for at forhindre at øen nogensinde skulle rammes af en lignende katastrofe. På nær de to huse der overlevede branden, Skolen, Forsamlingshuset, og tre andre huse, er de huse og gårde der idag findes på Birkholm alle opført omkring år 1876.
Svend Åge Jørgensen blev født i 1920, og er født og opvokset på Vestergaard på Birkholm. Da han var barn var øen beboet af ca 65 indbyggere. Den nuværende Vestergård blev bygget i 1876 efter den store brand, af Svend Åges oldefar. På Vestergård boede de 6-7 personer i Svend Åges barndom; Svend Åge og hans søster Ellen, deres forældre Lars og Maren, deres farmor Ellen og farfar Jørgen. I perioder har de også haft en karl boende, som arbejdede på gården. Vestergård var en af øens 5 helgårde, hvor man gennem årene har dyrket korn, haft malkekøer, fedekvæg, høns, får og grise. Ulden fra fårene blev kartet og spundet, og man strikkede varme vintertrøjer til familiens medlemmer. Desuden syede man fodposer af fåreskind, til de kolde kaneture over isen om vinteren. Vestergård var kendt for at lave god smør, som farmor Ellen kærnede i den gamle smørkerne. Hver gård havde deres egen lille håndcentrifuge til at skumme fløden fra mælken, - skummetmælken der var tilbage blev givet til kalvene.
Gårdene på Birkholm producerede bl.a. smør, æg, fløde og kartofler som blev sendt med postbåden og solgt i butikkerne i Marstal. Da Birkholmboerne blev medlem af Marstal Andelsmejeri holdt man op med at skumme fløden, og begyndte at levere mælken i stedet. Slagtegrise, fedekvæg og korn blev sejlet til Svendborg af Morten fragtmand, hvor det blev afsat. Man har også på et tidspunkt leveret flæskesider og kraftigt saltet smør til Fåborg, hvor det blev solgt til langfartsskippere. - De kraftigt saltede varer fra småøerne kunne nemlig holde sig bedre på langfarten end det man producerede på Fyn.

Ud over øens fem gårde, - Vestergård, Prestegård (idag Nørregård), Lindegård, Kærsgård og Virkelyst, fandtes der også to halvgårde på øen. De har idag nr 7 og nr 13 (Lundholm) og blev dengang drevet som husmandssteder, hvor man havde nogle få husdyr og nogle jordlodder som man opdyrkede. Nogle af husmændene havde også små jordlodder, de hjalp til på gårdene når der skulle høstes, og så fiskede de og leverede fisk, ål og rejer til bl.a. Marstal, Svendborg og Skovballe. Der har desuden været en maler og en skomager på øen, men de kunne ikke leve af deres håndværk alene, så de fiskede ved siden af.
I 1910 fik Birkholm telefon, kablet blev trukket fra Hjortø. Det var Katrine Mortensen fra det lille fiskerhus der styrede telefoncentralen, og det var derfor hende der var bedst informeret om hvad der foregik rundt om på de andre øer. Det var også Katrine der havde den lille købmandsbutik, hvor man kunne købe alle nødvendige dagligvarer, - gryn, mel, sukker osv. I 1938 overtog sønnen Marius og svigerdatteren Valborg forretningen, og de flyttede den ind i det nuværende nr 17, som blev bygget til samme formål.

Tilbage i 1800-tallet var det en lærer på Drejø der havde pligt til at undervise børnene på sognets fire øer. Men på Hjortø og Birkholm blev det kun til 5 ugers undervisning hvert sted. I 1868 blev denne utilfredsstillende ordning afløst af at Hjortø-Birkholm Enelærerembedet blev oprettet. Nu blev der undervist 14 dage ad gangen, skiftevis på de to øer. Det var i denne periode - omkring år 1900, at man opførte den lille skolebygning på Birkholm. Før den blev bygget, havde læreren undervist på skift rundt om på de 5 gårde, hvor øens børn var samlet.
I 1921 kom lærerinde Fru Emmy Nielsen til øen med sin mand og deres søn. Der var ikke ligefrem mangel på lærere i resten af Danmark, så hun havde søgt 70 forskellige stillinger, før hun endte som Birkholms første faste lærerinde. Børnene gik i skole mandag til fredag fra kl 8 til 14 om sommeren og fra 9 til 15 om vinteren hvor man var afhængig af lyset fra en petroleumslampe. Man holdt fri om lørdagen. Der var 9 børn i skolen de første år, og de blev undervist som en stor klasse, trods aldersforskel, i fag som regning, skrivning, danmarkshistorie, håndarbejde, bibelhistorie, geografi, sang, osv. Der var ingen klokke der ringede ind eller ud, og det var mange gange en fordel, for så behøvede man ikke at stoppe midt i et spændende emne, men kunne fortsætte til man var færdig. En gang om året kom skolekommissionen fra Drejø over for at se hvad børnene havde lavet i årets løb, og Pastor Mogens Blum afholdt en eksamen. Skolebørnene kom på udflugter sammen med børnene fra de tre andre øer i sognet. Turene gik til fx Odense, Himmelbjerget eller København, og man var afsted i 3-4 dage ad gangen.
Gudrun som er Emmys datter, blev født på Birkholm i 1925 og hun kan huske at der var et hav af forskellige aktiviteter omkring skolen. Det gamle klaver som står i Gudruns stue idag, har hørt til på skolen og er mange gange blevet flyttet ned i forsamlingshuset hvor har været midtpunkt i mange julekomedier sketches og diletantstykker. Birkholmerne har altid haft det motto at: "Der er ikke andet sjov og ballade end den vi selv finder på".
Forsamlingshuset på Birkhom blev bygget i 1912, dengang var det stort set ikke andet end et lille mødelokale, hvor man fx kunne holde oldermandsmøder. Desuden var det indrettet så der var plads til en motormølle hvor man kunne male øens korn. Tidligere havde man sejlet kornet til Strynø mølle for at få det malet.
I 1926 blev festsalen bygget til, og mødelokalet blev ombygget til det nuværende køkken og entré. Festerne man før havde holdt på Skolen, blev nu flyttet herned. Om vinteren har det været sin sag at få varmet salen op, før gæsterne kom. Og det er også tit sket at man under en fest har måttet op på loftet for at hente brænde eller koks ned, for at holde kakkelovnen igang.

Om sommeren myldrede Birkholm af liv, der var mange feriegæster på besøg, - familie og venner fra de andre øer og fra fastlandet. Gudrun kan huske at der altid var nogen at lege med om sommeren, og når hun og Svend Åge og de andre ikke var i skole, eller hjalp til derhjemme, tilbragte de tiden med at lege sanglege ude i engene, bade nede ved stranden eller sejle med små skibe i byens gadekær.
Om efteråret når det sidste læs blev kørt ind med hest og vogn og man var færdige med at høste, samledes øboerne for at spise æbleskiver. Høstfesten blev afholdt senere på efteråret, når der var tid til det.
Op til jul blev der på skolen afholdt et sykursus hvor man kunne sy julegaver til familien, og de nåede skam at blive færdige og pakket ind til juleaften. I julen var der også tradition for at arrangere en tur til Svendborg, hvor et par personer fra hver ejendom tog med for at købe julegaver.
Om vinteren blev tiden fordrevet med at spille kort, lave forskellige former for håndarbejde og de der fiskede tilbragte tiden med at reparere og sy nye garn og ruser.
Askeonsdag mødtes mændene om eftermiddagen for at spille kort, om aftenen spiste man sammen, og derefter blev der danset hele natten.
Skærtorsdag var der tradition for at børnene og de unge karle og piger kogte æg ved stranden. Det forgik som regel på stranden ved Nørrevej, hvor man fandt noget gammelt tjæregarn som man lavede et bål med, fyldte saltvand i den medbragte gryde, og kogte æggene som blev spist med rugbrød og saftevand til. Det var ofte en kold fornøjelse, så de unge legede forskellige lege i strandkanten for at holde varmen.

Op til 1937 hvor Birkholmerne frikøbte sig fra at være fæstebønder under Tranekær, har det været greven af Tranekær der sørgede for at der blev sejlet brænde til øen. Der findes kun meget få træer på øen idag, og disse er frugttræer som er plantet i dette århundrede, - så man har altid været afhængig af at få brænde leveret fra Langeland. Efter 1937 har man i stedet fået koks leveret fra fastlandet, og under krigen var det tørv man måtte nøjes med. Men det har været fast tradition at man i fællesskab, en gang om efteråret før det blev for koldt i vejret, fik transporteret brændsel til Birkholm, så man kunne holde varmen vinteren over. Det har været et hårdt job, især fordi havnen tit tilsandede så man måtte læsse lasten fra bådene over i en pram, der kunne sejle den helt ind i havnen. Her ventede folkene med hestevogne, trillebører og senere traktorer med vogn, og transporterede brændet eller koksen det sidste stykke vej ud til de forskellige ejendomme.

Det var om vinteren at øboerne kunne risikere at blive isolerede i flere uger i træk, i de perioder hvor man ikke kunne sejle p.g.a. isen, og hvor den endnu ikke var tyk nok til at man kunne gå på den. I sådanne tilfælde hvor Birkholmboerne fx har manglet foder til deres dyr, har de bestilt en helikopter hos kommunen, som har bragt de nødvendige varer til øen. Hvis der sker en alvorlig ulykke på Birkholm, hvor personer kommer til skade, er det også en helikopter der bliver sendt.
Når isen var stærk nok, brugte man den fladbundede ispram Smøræsken til at transportere smør og fløde (og senere mælk) til Strynø, for det var her farvandet først frøs til. Transporten foregik ved at 6-7 mand trak isbåden, som var anbragt på en slæde, over isen, og når slæden gik igennem isen skyndte man sig at hoppe ombord i prammen og sejle et stykke vej, indtil isen igen var tyk nok til at bære. Det var en hård og ikke ufarlig tur, men det var vigtigt at få afsat landbrugsprodukterne i løbet af en isvinter der godt kunne vare op til 3 måneder. Man var dagligt ude og hugge i isen med en isøkse for at checke hvor tyk den var, og så snart den var sikker nok, blev en vej til fx Skovballe afmærket med grangrene. Når der var isvinter kom der også mange mennesker til øen. Det var spændende at begive sig ud på en tur over isen i samlet flok, og gå på besøg hos venner og bekendte på naboøerne. Under 2. Verdenskrig blev folkene på Birkholm bedt om at stå for posttransporten fra Tåsinge til Birkholm og videre til Ærø. En gruppe mænd tog afsted klædt i varmt tøj, og med søm under træskostøvlerne for bedre at kunne stå fast på isen (en uldsok trukket udenpå gummistøvlerne kunne også bruges). Det tog som regel en hel dag at nå frem og tilbage med posten, og når vejret var dårligt hændte det at mændene måtte overnatte enten i Marstal eller på Tåsinge. En dag da mændene var på vej til Marstal med bl.a. en stor last af hatte til modehandlerinden i Marstal, var der god medvind, og mændene fandt på at sætte et sejl for slæden, så det gik derudad for fuldt fart. Det var Gudruns far Henry der styrede slæden, men først da det var for sent så han en sten der stak op af isen, og kanen væltede med hele lasten, så hattene fløj omkring på isen.
Når isen var 4 tommer tyk kunne man køre med hestekane på isen. Man skulle klædes godt på når man skulle på kanetur, og for ikke at få kolde tæer havde man fødderne i en lille fodpose der var syet af fåreskind. Så gik det ellers derudaf med kurs mod en af de andre små øer, - stemningen har været høj og en god kanetur endte som regel med at kanen væltede.
Når isen har været tykkest har man også kunnet køre i bil over isen til og fra Birkholm. Den første gang man så biler på Birkholm, var under isvinteren i 1929, hvor Henry Nielsen pludselig så en bil køre forbi udenfor vinduet i Skolen.
I isvinteren under krigen i 1940, kom der en dag besked til postbådsføreren Marius på Birkholm, om han ville checke at isen over Mørkedyb kunne holde til en bil. Der var nemlig en mand på Ærø der havde fået en jernsplint i øjet, og skulle til øjenspecialist i Svendborg. Søby-Fåborg færgen havde ikke mere brændstof og de andre færger sejlede ikke p.g.a. isen, så vejen over Mørkedybet, der ellers kun sjældent fryser helt til, var sidste udvej. Marius mente godt at isen kunne holde til en bil, så manden blev kørt fra Marstal til Birkholm, over isen til Tåsinge og derfra videre til Svendborg hvor han blev behandlet. Dagen efter kom en ambulance kørende samme vej, med en mand der pludselig var blevet meget syg, men han døde desværre før de nåede hospitalet i Svendborg.
Det var under krigen at Birkholmerne nød godt af at de stadig havde de gamle smørkerner stående. Bedstemødrene tog det gamle håndværk op igen, så øen var et af de få steder i Danmark hvor man ikke manglede smør i den periode. Man var også nødt til at støbe lys på Birkholm i de år Danmark var besat. Der var jo mangel på petroleum til belysning, og det var først omkring år 1966 at Birkholmerne fik elektricitet.

Birkholm har siden 1550´erne hørt under Drejø sogn, sammen med Hjortø, Drejø og Skarø. Så det er i Drejø kirke at Birkholmboerne er kommet en gang hver måned med Morten fragtmand, og det er her at de har holdt deres barnedåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser. Når børnene skulle konfirmeres gik de til konfirmationsforberedelse ved Pastor Mogens Blum i Drejø kirke. Præsten fra Drejø er kommet til Birkholm 3-4 gange om året for at holde gudstjeneste i den lille skolestue, - der var fx en gudstjeneste ved adventstide og en i fasten.
Et bryllup foregik ved at bydemanden gik rundt på øen ca en uge før festen og indbød folk. På dagen mødtes man i forsamlingshuset og drak kaffe kl 9 om morgenen, derefter gik turen til Drejø kirke hvor selve vielsen foregik. Når brudeparret sejlede fra Birkholm, blev der affyret geværskud op i luften, til ære for dem. Om aftenen var man tilbage i forsamlingshuset på Birkholm, hvor den egentlige fest blev afholdt. Dagen efter brylluppet mødtes man for at spise rester og for at få ryddet op i forsamlingshuset. Og man har haft det mindst lige så sjovt på andendagenn, fordi stemningen nu var mere afslappet, og alle hjalp til med at gøre forsamlingshuset respektabelt igen.
Den dag Svend Åges søster Ellen skulle giftes, var det et frygteligt uvejr. Da familien fra Marstal ankom til Birkholm om morgenen for at drikke kaffe i forsamlingshuset, erklærede de at de ikke ville begive sig ud på sejlturen til Drejø kirke, - turen fra Marstal havde været slem nok for dem. Man ringede og snakkede med præsten på Drejø, - han snakkede med præsten i Marstal. De blev til sidst enige om at flytte brylluppet til Marstal kirke, da søgangen på vej til Marstal ikke var så slem som på turen til Drejø. Man blev enige om at kun de der kunne være indenfor i kahytten på båden kunne komme med til Marstal, så der var nogle der gik glip af selve vielsen, - men trods alt blev brylluppet gennemført på dagen, omend noget forsinket.

Postbåden sejlede allerede dengang en gang om dagen, så turen gik tit til Marstal for at købe nyt tøj, komme til frisøren, osv. Og til daglig har øboerne heller ikke følt sig isolerede for alle har haft adgang til båd og været vant til at sejle, så man var tit på dagsture, fx med fragtbåden, til de omkringliggende øer og også i Svendborg engang imellem. Der blev også arrangeret busture og lignende for Birkholms beboere, en af turene gik fx til Mols.
Der var et aktivt folkeliv på Birkholm, og foreninger og klubber blomstrede i den første halvdel af dette århundrede.
Birkholm skytteforening (skyttelag) har eksisteret siden starten af år 1900. Birkholmskytterne havde deres egen skydebane, som stadig kan ses skråt til venstre når man går ud imod Råhovedet og man tog ofte til skydestævner på de andre øer.
Husmændene havde deres egen foredragsforening, der holdt til på skolen, og hvor de jævnligt havde besøg af spændende folk fra de omkringliggende øer der kunne fortælle om frugtavl, hønseavl eller rejseoplevelser.
Det er ikke for ingenting at Birkholmerne kaldes ø-havets franskmænd! Det har altid været tydeligt at Birkholmerne elskede at feste og især at danse. Der var gang i de mange fester der blev afholdt på Birkholm og de andre øer, og som regel dansede man lige til den lyse morgen, hvor gæsterne kunne se at sejle hjem igen.
I 1942 oprettede de unge på øen Birkholm Ungdomsforening. Tidligere havde man nok kunnet feste uden indtagelse af alkohol, - men efterhånden som det blev almindeligt at drikke øl og vin, var det et problem at dette ikke var tilladt til disse fester. Så hovedformålet med at oprette denne ungdomsforening var at gøre det lovligt at drikke alkohol til festerne.

Da Birkholmerne frikøbte sig i 1937, overlod greven af Tranekær også jagten til dem, på betingelse af at overskuddet fra denne gik til øens bedste. Det eneste vildt der naturligt findes på Birkholm er harer, og dem har der været rigtigt mange af i tidens løb.
Det var en borgerpligt at deltage i fangsten, og alle - store som små, mødte op til begivenheden der foregik først i december måned. Harefangsten foregik ved at man dannede en lang kæde af en masse mennesker, hvor hver to personer havde et net imellem sig. Man klappede i hænderne for at genne harerne sammen, og fangede dem til sidst i nettene. Så blev de puttet i kasser med tre harer i hver, og eksporteret til fx Frankrig, Italien eller England, hvor de blev udsat som blodfornyelse i bestanden.
Til harefangsten kom mange folk udefra for at deltage, - fx ovre fra Marstal. Og efter fangsten, skulle hele selskabet - der tit har været på ca 100 mand - bespises med frokost og suppe, og øl og vin, - på Birkholmernes regning. Det var kvinderne der sidst gjorde oprør mod denne ordning, og siden blev det sådan at hver husstand selv bespiste sine gæster.
Der har været mange penge i at eksportere harerne, - i de bedste år har man fået 400-500 kr pr hare, så man kunne nemt tjene 30-40.000 kr på den årlige harefangst. Overskuddet gik i øens harekasse som blev brugt til forskellige fælles projekter, - fx blev festsalen i forsamlingshuset bygget for harepenge, havnen er blevet uddybet for disse penge, og de er også blevet brugt til at udbedre øens diger.
I 1950´erne hvor landbruget gik dårligt på øen, krævede gårdmændene at jagten skulle deles ud, så hver mand jagede på sine jorder. Deres argumenter var bl.a. at de mange harer spiste af og ødelagde deres afgrøder, og det ville de gerne have kompensation for. Således blev det i nogle årtier, hvor det hovedsaligt var gårdmændene der tjente penge på den indbringende forretning.
I løbet af 1980´erne har man haft stor debat om sagen igen, da der på det tidspunkt kun var et par af gårdene der stadig drev rigtigt landbrug. Og betingelsen for at greven af Tranekær havde overladt jagten, var jo at overskuddet skulle gå til øens bedste. Et andet argument er at det stadig den dag idag står i loven at hver mand skal vedligeholde digerne ud for sin jord, men det er der reelt ingen der har råd til. Så det ville kun være rimeligt at man brugte harepengene til dette. - Man kan tydeligt fornemme at der har været hed debat om emnet på de årlige oldermandsmøder, med gårdmændene på den ene side og husmændene på den anden.
I 1987 blev der imidlertid sat en stopper for den indbringende forretning. Skov og Naturstyrelsen forbød eksport af harer til udlandet, - hovedsalig fordi man mente at det var dyrplageri at transportere dem så langt i de små kasser. Indtil 1989 hvor harefangster helt blev forbudt, kunne man stadig sælge dem til udsætning i Danmark, men prisen var slet ikke så høj som den man havde fået før. Efter 1989 har man drevet almindelig jagt på harerne på Birkholm.
I 1974 blev der udsat fasankyllinger på Birkholm. De små fasaner blev plejet i nogle uger og så sluppet fra på øen, til den årlige jagt. I starten var det sådant at efter jagten blev fasanerne puttet i fryseren og gemt til påsken hvor man holdt fasanspisning for hele øen, - med efterfølgende fest. Det blev dog efterhånden for besværligt at finde fryserplads til de mange fasaner, så man gik over til at holde auktion over fasanerne, hvor overskuddet går til fasankassen. Fasankassen betaler at der bliver udsat foder til fasanerne om vinteren.

Før i tiden havde gårdmændene og husmændene hver deres oldermand på Birkholm. Det var gårdmandsoldermandens pligt at indkalde til bystævne, pilgt-, og havnearbejde, føre regnskab med øens løbende udgifter og indtægter, og sammen med husmandsoldermanden skulle han stå for den årlige harefangst. Husmandsoldermanden var formand for forsamlingshuset.
Der skiftes oldermand den 20. juni hvert år, og titlen går på skift mellem alle øens mænd. Efter det årlige oldermandsmøde drikkes der kaffe og man danser i forsamlingshuset, tidligere var det sådan at det var de to oldermænd der skulle dække udgifterne ved denne sammenkomst, men nu er det som ved alle de andre fester på Birkholm, at hver betaler sin part.
Idag er der kun en oldermand på Birkholm, og det er hans pligt at arrangere den årlige fasan og harejagt, indkalde folk når der en gang om året skal gøres hovedrent i forsamlingshuset, og stå for andre arrangementer. Den 20. juni 1998 blev Johannes Balslev fra Kærsgård valgt som oldermand.

Da havnen på Birkholm med jævne mellemrum er sandet til, har man gennem årene måttet uddybe og udbygge den en del gange. Ofte var det sådant at man ikke kunne sejle helt ind i havnen med en almindelig båd, men måtte læsse lasten over i en fladbundet pram, der kunne gå helt ind i havnen.
Sidste gang havnen blev udbygget var i 1992. Man havde igennem 5 år søgt om EF-støtte til projektet, og det endte med at man fik hele 600.000 kr. Desuden blev der givet et pænt tilskud på 100.000 kr fra Planstyrelsen, og man fik mindre tilskud fra både amtet og fra kommunen. Det hele endte med en stor fest i forbindelse med havneindvielsen, hvor kvinderne fra øen stod for kartoffelsalat og frikadeller, Grethe lavede sin berømte røgeost, fiskerne Morten og Frede serverede fisk, og Erik Skomager stod iført høj kokkehue og skar skinken i rødvin ud.

Der er stadig behov for at vedligeholde digerne på Birkholm, og Grethe Randrup er nok den af Birkholmboerne der har gået mest ind i projektet at skaffe penge til dette formål. Amtet vil ikke give penge til dette formål, da det jo stadig er enhvers pligt at vedligeholde digerne ud for sin jord. Derimod kommer de gerne over og uddyber vandhullerne på øen, for at give gode betingelser for den sjældne grønbrogede strandtudse. På Birkholm er den imidlertid ret almindelig, og man skal være varsom når man en sommeraften lukker sin dør, for ikke at få stuen fyldt med padder.
I 1992 oprettede Grethe digekassen, som jævnligt kommer frem ved arrangementer og lignende, hvor overskuddet går til at vedligeholde digerne. Sidste gang digerne blev udbedret var løbet af 1993-94, hvor øen fik et beløb på 35.000 kr fra De Sydfynske Damskibsselskaber til dette formål. Det viste sig at være en rigtig god investering, for så sent som i 1995 stod vandet nogle steder på øen helt op til bydiget, hvor svanerne svømmede rundt lige udenfor.

Idag afholdes stadig jagt på både harer og fasaner, - dog kun når bestanden er til det. Under isvinteren i 1996 kom der nemlig en ræv til øen, over isen, - og den har gjort sit for at holde bestanden nede. Ved sidste jagt på Birkholm var udbyttet på 2 fasaner, to ænder, - men ingen ræv. - Det var ellers ham man hovedsalig var på jagt efter. Der er stadig tradition for at man mødes efter jagten, til et stort sammenskudsgilde hvor man tit er samlet 60-70 mennesker i det lille forsamlingshus. I forbindelse med den efterfølgende auktion over vildtet, bidrager Grethe som regel med bl.a. hjemmestrikkede Birkholmsokker som også går for højeste bud.
Det er i øvrigt her i forsamlingshuset at man kan se billedet af Danmarks ældste ko, Yrsa, - som boede på Birkholm indtil 1995, hvor hun blev flyttet til Den Fynske Landsby. Her døde hun, 28 år gammel. Yrsa har selskab af Dronning Margrete 2. på sin venstre side, og prins Henrik på sin højre side.

En anden nutidig tradition på Birkholm, er den årlige Grisefest. Den holdes for de sejlere der i løbet af sommeren holder til i havnen, - nyder ølivets glæder i nogle måneder, og vigtigst af alt så lægger de gode penge i havnekassen. Menuen står på helstegt pattegris, hvor der efter fællesspisningen holdes auktion over grisehovedet, - pengene herfra går til udbedring af forsamlingshuset..

I sommeren 1998 fandt Birkholmboerne på at lave en festival på Birkholm. Ringe har en festival, - Langeland og Roskilde har en... Så hvorfor ikke også Birkholm??
Der blev sendt invitationer ud til alle Birkholmboerne, og til de sejlere der tilbragte sommeren i havnen. Der var fællesspisning i forsamlingshuset, og derefter spillede Lasse og Mathilde op til dans. Det skulle efter sigende have været en stor succes, og hvem ved om det måske går hen og bliver en ny tradition på den lille ø.

I foråret 1999 kom 30 får og 25 lam til Birkholm, på sommergræs. De blev først transporteret med traktor og vogn fra Vestfyns Efterskole i Tommerup og herefter fra Skovballe på Tåsinge sejlet over til Birkholm med et landgangsfartøj fra Falklandsøerne. Fårene og deres lam kan ses på Vestergårds marker, hvor de boltrer sig i det høje græs.





Tak til Svend Åge Jørgensen, Gudrun Nielsen og Grete Randrup for mange spændende oplysninger og historier som jeg har kunnet bruge i denne beretning om Birkholm.

Marie P Klit, Vestergård, Birkholm